David Veidner, en 15-årig veteran reporter på gaden beat, skrev for nylig en interessant artikel om sine observationer:
så længe, suckers — jeg forlader gaden – Marketur
han bemærker, at meget har ændret sig, og meget har ikke i hans 15 år. Formentlig for at markere hvert af sine år, der dækker sektoren for finansielle tjenesteydelser, kom han op med 15 “grillbarer.”
den der fangede mit Øje var nummer 3:
for hyggeligt til komfort: Det er mindre af et problem siden finanskrisen, men erhvervsmedierne er stadig for hyggelige med de magtfulde på gaden til at gøre deres job korrekt.
medierne gik stadig over væggadestjerner som Jamie Dimon på J. P. Morgan Chase& Co. JPM, tidligere guvernør og justitsminister, og Jimmy Cayne af Bear Stearns. Hvorfor? De alle diskede tips eller snavs på deres rivaler. Adgangsjournalistik dominerer stadig landskabet, og du — læseren-lider for det.
Adgangsjournalistik lever og har det godt i Silicon Valley, og selvom det udøves på forskellige måder, er det, hvordan store virksomheder sørger for, at pressekorpset er relativt venligt og sjældent kritisk. I det mindste er det min observation fra 25 år på Silicon Valley beat.
når jeg henviser til “access journalism”, henviser jeg ikke til den produktjournalistik, som de fleste tekniske nyhedssider praktiserer: den kedelige omskrivning af produkt pressemeddelelser og spec sheets. Jeg taler om at have adgang til de øverste administrerende direktører og ledere i Silicon Valley største virksomheder, de øverste VCs, de hotteste startups, invitationer til private “media roundtables” osv.
hvorfor er det vigtigt? Nå, hvis du arbejder på en førende nyhedsorganisation, som f. eks. CEO? Og hvis det svar er fordi det pågældende firma ikke ville give dig adgang, kan du være i alvorlige problemer i dit job.
journalister arbejder hårdt for at få adgang til topfolk, og virksomheder kan lide at se det af en række gode grunde, som det viser, at de forstår deres forretning, og der er mindre tid til at uddanne reporteren om vigtige spørgsmål, især når de gør deres topfolk tilgængelige.
for eksempel, da jeg arbejdede på Financial Times, var IBM en del af mit beat, men det tog flere år, før jeg kunne få tid med Sam Palmisano, administrerende direktør. Jeg afhørte lederne IBMs syv store forretningsgrupper, før jeg fik en chance for at mødes med topchefen. Og sådan skal det være, fordi jeg lærte IBMs komplekse forretning rigtig godt at kende og kunne stille spørgsmål, der betyder noget.men når virksomheder forsøger at straffe journalister, som de er uenige med, ved at lukke dem ud og fjerne deres adgang, så er det en anden sag. Og det er sjældent et godt træk.
Jeg kan huske, da han forbød CNET-journalister i den omstridte periode af Kompakfusionen, ville de ikke returnere deres opkald. Nå, det gik tilbage, fordi journalisterne stadig offentliggjorde historier, men HP havde ingen input.Googles Eric Schmidt forbød en reporter for at skrive om, hvor Schmidt boede (han havde googlet oplysningerne.)
Jeg er i det mindste midlertidigt blevet forbudt af store og små virksomheder, mens jeg var i FT, og mens jeg var i SVV.
i disse dage kan et forbud tage den moderne form for at blive blokeret på kvidre eller Facebook. Jeg blev blokeret af en kvidre topchef i den periode, hvor kvidre søgte skatteundtagelser fra San Francisco, mens dens eksekutiver offentligt pralede af det sociale gode, de muliggjorde rundt om i verden; Yahoo! fjernede min adgang i løbet af samarbejdet med kinesiske politimyndigheder, hvilket førte til arrestationen og ti års hård arbejdstidsdom for en kinesisk journalist.for nylig kaldte Chris Sacca, en fremtrædende VC-investor med base i Truckee, Californien, mig et nedsættende navn, “Troll” og blokerede mig fra hans Kvidrefeed, fordi jeg stillede ham spørgsmål om et af hans kvidre.
og mens “adgang” er vigtigt, giver det generelt ikke den bedste rapportering.
et godt eksempel er Jon Stuart, præsentant for “den daglige forestilling.”Han kan kalde en nyhedshistorie, som han og hans redaktion ser det, han behøver ikke bekymre sig om at blive udelukket fra den næste pressekonference i Det Hvide Hus eller ikke få den specielle samtale, som hans redaktører ønsker.på samme måde har Matt Taibbi på Rolling Stone været en fremragende reporter, der dækker Væggade, primært fordi han ikke behøver at bekymre sig om at bevare sin “adgang” til topchefer.
men ikke alle journalister har den luksus at se bort fra deres potentielle tab af adgang, det kan koste dem deres job. Derfor udnytter virksomheder denne svaghed i Silicon Valley ‘ s pressekorps til det maksimale.kontrol af adgang er en snigende form for korruption, fordi der ikke er nogen pengespor, og det er ekstremt svært at få øje på. Den gode nyhed er, at der er færre journalister til at korrumpere. Den dårlige nyhed er, at der er færre journalister.